Ulla tømte butikken - igen
Ulla Petersen fra Aabenraa blev den heldige vinder af Lidl's 'Tøm butikken på to minutter' konkurrence, og faktisk vandt hun samme konkurrence for 11 år siden, da Lidl åbnede kædens første butik i byen.
Derfor stod Ulla Petersen velforberedt og klar i går torsdag morgen kl. 7.30 iført sine hurtigløbersko og klar til at fylde (endnu) en indkøbsvogn med så mange valgfrie varer som muligt på to minutter i butikken på Langebro 44 i Aabenraa.
Stege, kød, fisk, store oste og produkter fra serien Deluxe var noget af det, som Ulla Petersen, der er pensionist, gik målrettet efter. Hun handler i butikken hver uge, men i den her uge havde hun været forbi et par gange for at kigge på udvalget af varer og planlægge en optimal rute gennem gangene.
Den ekstra indsats gave pote. Måske fordi Ulla Petersen havde erfaring fra første gang, hun vandt konkurrencen for 11 år siden. I hvert fald trillede den glade vinder gesvindt af sted med sin indkøbsvogn, som endte med at indeholde varer til en værdi af 4.497 kroner.
Konkurrencen blev afholdt for at markere Lidl's genåbning i november. For at deltage i lodtrækningen, skulle man udfylde en talon fra tilbudsavisen og aflevere den i butikkens konkurrencepostkasse.