Fortsæt til indhold

40 fra akutlisten får bolig

Plejehjem i Sankt Peders Stræde og køb af hus får liste til at skrumpe

Arkiv
Anette Gundlach

Presset bliver i fremtiden mindre på akutlisten, der i øjeblikket har rundet de 400 personer, som er tvunget til at sove hos venner og familie. Et flertal af politikerne i Beskæftigelses- og Socialudvalget er blevet enige om, at det gamle plejehjem i Sankt Peders Stræde skal bruges til at huse folk på akutlisten får bolig i det næste halvandet år, indtil stedet skal bruges til ungdomsboliger. Ejendommen består af omkring 30 små lejligheder, som er klar til indflytning i starten af det nye år. Politikerne er også enige om at købe en bygning et sted i kommunen for tre millioner kroner. Den skal ligeledes huse folk fra akutlisten. Stedet skal gerne ligge, så den er til at komme til med offentlig trafik. Samtidig ønsker kommunen at bruge Kurhuset på Sankt Hans, der har fungeret som asylcenter, til flygtninge med opholdstilladelse. Dermed forsvinder 155 personer fra listen, der rummer 50 procent flygtninge, mens den anden halvdel består af andre mennesker fra Roskilde. - Jeg er rigtig glad for, at vi er blevet enige om sagen, siger formand for udvalget Bent Jørgensen fra Venstre og fortsætter: - Det betyder, at en del af presset på folk fra listen forsvinder, og det har vi kæmpet for i længere tid.

Overraskende aftale

Det stod ellers ikke skrevet i kortene, at aftalerne skulle falde på plads. Et flertal havde egentlig besluttet, at der skulle bo flygtninge i Sct. Pederstræde i halvandet år. Hvilket blandt andre Bent Jørgensen var imod. Men da næstformand i udvalget Jacob Bojsen fra socialdemokratiet foreslog køb af et hus til at aflaste akutlisten, blev der lavet en åbning i muren. Bent Jørgensen lovede at stemme ja, hvis socialdemokraterne til gengæld stemte for, at folk fra akutlisten også kunne bo i det tidligere plejehjem. DF og Enhedslisten har taget forbehold i sagen. ag@roskildeavis.dk