Prinsesserne kommer
Vojens Skøjteløb er vært ved Danmarksmesterskaberne i kunstskøjteløb i SE Arena
Danmarks bedste skøjteløbere kommer til SE Arena i Vojens når Vojens Skøjteklub er vært for DM i kunstskøjteløb i weekenden d. 2 til 4 december.
Vojens Skøjteklub afholder for første gang mesterskaberne og det betyder meget for klubben at tiltrække så stort et arrangement.
”Vi er utrolig stolte over, at have fået arrangementet til Vojens Skøjteklub (VSK) og vi glæder os meget til at kunne præsentere de bedste løbere fra hele Danmark. Det er et stort arrangement og kræver meget forberedelse, men vi har stor opbakning fra frivillige og lokale sponsorer, som har gjort det muligt for os at påtage en sådan opgave,” udtaler Jette la Cour Landergren formand for VSK.
Toppen af dansk skøjteløb
DM stævnet præsenterer både individuelle løbere i sololøb for både kvinder og mænd, samt solodans og isdans. VSK stiller med hele 8 løbere og det er første gang VSK deltager med så mange løbere. I alt deltager 69 skøjteløbere i stævnet.
Med mesterskaberne i Vojens håber Jette la Cour Landergren at få synliggjort sporten og tiltrække publikum, som ikke normalt ses i skøjtehallerne.
”Vi håber DM stævnet i Vojens kan skabe endnu mere interesse for kunstskøjteløb og forhåbentlig få flere børn og unge til at melde sig ind i landets klubber”, fortæller Jette la Cour Landergren.
Lokale deltagere
Vojens Skøjteklub er repræsenteret i følgende klasser:
Springs (piger): 2 løbere
Debs (piger): 1 løber
Novice (piger): 1 løber
Junior (damer): 1 løber
Isdans basic novice: 1 par
Solodans basic novice: 2 løbere
Der er gratis adgang til stævnet som starter fredag den 2. december kl. 17.00 og slutter søndag den 4. december kl. 16.00 med medaljeoverrækkelse ved Borgmester H.P. Gejl.