Tillidsfulde udnævnelser
På det årlige storlogemøde i Odd Fellow Ordenen blev vigtige embeder fordelt af Storsiren
Odd Fellow Ordenen har i oktober afholdt deres årlige storlogemøde med deltagelse af repræsentanter fra alle landets Odd Fellow loger. På dette møde udnævnte Storsire Erling Stenholdt Poulsen sine stedfortrædere i landets distrikter. For det sydøstjyske distrikt, som omfatter byerne, Horsens, Vejle, Kolding, Vejen og Fredericia, blev Bente Gertz fra søsterloge nr. 21 Schuyler Colfax, Fredericia, genudnævnt og Frank Algren Eriksen fra broderloge nr. 117 Olaf Rye, Fredericia, nyudnævnt. Ud over at være stedfortrædere for Storsiren, fungerer de udnævnte også som sparringspartnere for logernes ledelser og som repræsentanter for Odd Fellow Ordenen i Danmark ved særlige begivenheder i logerne.
Odd Fellow Ordenen i Danmark består af ca. 12.500 medlemmer fordelt over hele landet. Ordenen har i 2019 eksisteret 200 år på verdensplan. Ordenens hovedmål har både et etisk og et humanitært sigte. Det kommer blandt andet til udtryk ved donationer blandt andet til trængende her i juletiden, samt til organisationer som hjælper børn i såvel Danmark som udlandet. I Fredericia er der to søsterloger, loge nr. 21 Schuyler Colfax og loge nr. 87 Irene, samt to broderloger, loge nr. 37 Thomas Wildey og loge nr. 117 Olaf Rye. Medlemmerne mødes hver uge for brødrenes vedkommende, og hver 14. dag for søstrenes vedkommende. dietz