Byens nye hal blev indviet med ballondans
Varde blev en idrætshal rigere, da Varde Gymnasium tirsdag indviede deres nye hal
Den nybyggede hal på Varde Gymnasium blev sidste tirsdag indviet af alle 650 elever, personale samt indbudte gæster. En flok af skolens elever optrådte med dans, gymnastik, boldspil og balloner og knæklys skabte en flot ramme om showet.
”Det var super sjovt at være med til at lave det her show, og vi har faktisk fået helt frie hænder til at finde på noget, der passede ind til det, de andre lavede,” sagde Louise Bak Mogensen fra 3.ac i en pressemeddelelse.
Efter showet bød skolen på mad og drikke til alle gæsterne, mens rektor Finn Olsen, bestyrelsesformand Torben Rosenørn og formand for udvalget for børn og undervisning Per Rask Jensen holdt taler for den nye hal.
Hallen er vigtig for Varde Gymnasiums satsning på idrætten. Næste år kommer der to nye studieretninger for elever med særlig interesse for idræt. Det er et løft for idrætsundervisningen at skolen har fået sin egen hal. Udover til undervisning er der masser af frivillige idrætstilbud om eftermiddagen.
Kommunens idrætsforeninger kan bruge den, når elever ne ikke benytter den, og En af de allernyeste foreninger i Varde, VG-Ultimate, træner fast i hallen onsdag eftermiddag.
Ultimate spilles mest udendørs, men det er rart nok at træne inden for i den kolde vintertid.
Varde Gymnasium inviterer 21. januar alle i Varde til at komme og se hallen og prøve nogle af de mange idrætter, man kan dyrke i hallen. Der kommer nærmere info ud.