To priser til bydele
Kommunens Landsby- og bydelspriser 2016 er blevet uddelt af borgmester Joy Mogensen. Den store pris på 100.000 kr. gik til foreningen Affaldsimperiet til hjælp til etableringen af ”Green Design Base” på Musicon. Det er et hus, der bygges af skibscontainere, og prisen vil hjælpe til at disse jernkasser bliver fyldt med liv, upcycling og læring. Affaldsimperiet arbejder med alle aldersgrupper og har fokus på bæredygtig drift og tværgående samarbejde. Den lille pris på 50.000 kroner gik til Kæledyrsgruppen på Munksøgård til borde, bænke og skraldespande i Fansanmarken, så stedet kan holdes i god stand til glæde for de mange, der jævnligt besøger dyrene. Fakta Det er 3. gang, at byrådet uddeler Landsby- og bydelspriserne. Sidste år fik Ørsted Landsbylaug hjælp til at gennemføre projektet ”Et overdække på Smedeengen” og Idrætsforeningen G77, Gundsømagle, fik hjælp til at lave et Fitnesscenter i Gundsømagle Bycenter. Priserne gives til at gennemføre idéer, der understøtter et områdes fællesskab og bæredygtighed i bred forstand. Priskomitéen består af borgmester Joy Mogensen, formand for Plan- og Teknikudvalget, Torben Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Birgit Pedersen samt byrådsmedlemmerne Marianne Kiærulff, Karsten Lorentzen og Susanne Lysholm Jensen.