Fortsæt til indhold

Smukt farvel i trist kamp

4.000 SønderjyskE fans takkede af med Jakob Michelsen

Arkiv
Peter Rasmussen

Det var koldt. Det var vådt. Det var sent, og så var det lige årets største julefrokost-fredag.
Alligevel var der 4.000 på lægterne på Sydbank Park. De kom naturligvis for at se fodbold, men mest kom de for at sige farvel.
Farvel til Årets Træner, Jakob Michelsen, som kom som en - for de fleste - ubeskrevet blad. Men som har en 100 procent overbevisning om at SønderjyskE kan vinde enhver kamp holdet går ind til. Og som har været med til at udvikle klubbens vinderkultur. Med Mester Jakob i spidsen har SønderjyskE bevæget sig steder her, som man kun har turdet drømme om, hvis man er virkelig virkelig superoptimist.
Supporterne gav den grå aften farver. En kæmpe tifo sagde farvel til Michelsen og det klassiske "Sønder - jyske" råbt fra hver side af banen på skift, blev udskiftet med "Jakob - Michelsen". Rørende, smukt og værdigt.
Selve kampen var der ikke så meget at sige om. Den endte 0-0 og det kunne gæsterne være gladest for. Nu er der juleferie. Michelsen drager til Stockholm, spillerne på ferie og lederne arbejder på højtryk. En ny træner skal på plads og verden skal gå videre. Tak for kampen, Jakob.

Foto: Ernst van Norde