Fortsæt til indhold

Religiøst kønsopdelt svømning

Arkiv
Arkiv

Søren Rasmussen (DF) Medlem af Fritids- og idrætsudvalget Primulavej 7 6000 Kolding Det har vist sig, at der i Kolding Kommunes svømmehaller har foregået, og stadig foregår, kønsopdelt svømning af religiøse årsager. Da Dansk Folkeparti blev opmærksom på dette, foreslog vi naturligvis, at det ikke tillades i vores svømmehaller. Til vores store overraskelse ville et flertal i Fritids- og idrætsudvalget ikke støtte vores forslag. Den muslimske sharia-lovgivning skal dermed respekteres, og man kan frit lave kønsadskillelse ud fra et formørket kvindesyn i de svømmehaller, som vi skatteborgere betaler til. Jeg har vurderet, at det er et principielt et spørgsmål, og jeg har derfor brugt min ret til at forlange, at sagen afgøres i byrådet. Jeg synes det er vigtigt at få afgjort om disse kvindeundertrykkende synspunkter støttes af et flertal i byrådet eller ej. Vi har tidligere set byrådets flertal kæmpe hårdt og indædt for en positiv særbehandling af udlændinge på bekostning af danskerne. Udlændinge slipper for at betale depositum og indskud i de boliger, Kolding Kommune har købt til dem. Udenlandske foreninger skal ikke overholde ansøgningsfrister, men det skal f.eks. Kolding Boldklub, der mistede en formue. Da det kom frem, at udlændinge ikke skulle vise børneattest, når de skal passe vores børn, var det kun Dansk Folkeparti, der protesterede. Man opnår ikke integration ved at kaste danske værdier som ligestilling eller ligebehandling bort.