Kvinde tiltvang sig adgang
Af Lars Saugbjerg
En 38-årig kvinde trængte i nat ind hos en 87-årig mandlig beboer på Prangervej i Fredericia. Det var klokken 00.19.
“Den lokale kvinde tiltvang sig adgang til lejligheden ved at masse sig forbi den 87-årige i hoveddøren. Han havde ikke kræfter til at holde hende,” lyder det fra Lokalpolitiet i Fredericia.
Manden ringede straks til politiet. Kvinden stjal to punge, hvorefter hun forsøgte at komme ud af lejligheden. Denne gang lykkedes det dog den 87-årige at spærre vejen indtil politiet dukkede op.
“Det er en af vores rigtig gode kendinge. Hun er nu sigtet i sagen,” oplyser politiet.