Bronzemærke i økologi til Bertram Knudsens Have
Andelen af økologiske fødevarer i Koldings Kommunale køkkener stiger
Danskernes forbrug af økologiske varer går kun én vej, og det er op. På ti år er den økologiske markedsandel på landsplan steget hvert eneste år fra at ligge på 3,2 procent i 2005 til 8,4 procent i 2015. Det viser tal fra Økologisk Landsforenings markedsnotat for 2016.
Også i Kolding Kommune hitter økologien. Nye tal viser, at andelen af økologiske varer i de kommunale køkkener steg fra 36 procent i 2014 til 49 procent i 2015. I ét af køkkenerne, på plejecentret Bertram Knudsens Have, har de netop fået overrakt et bronzemærke i økologi, et såkaldt spisemærke. Bronzemærket er bevis på, at den mad, de serverer for plejecentrets beboere, er mellem 30 og 60 % økologisk.
“Økologi handler meget om at tænke anderledes, kreativt og i den grad bruge sæsonvarer. Og jo mere mad man kan lave fra bunden, jo højere økologiprocent kan man opnå,” forklarer økonoma Lena Nymann Hansen, der er leder af køkkenet på Bertram Knudsens Have.
Hun understreger, at den økologiske mad bliver lavet inden for budgettet. Der bliver altså ikke givet ekstra penge til økologi.
“Det kan lade sig gøre, fordi økologi går hånd i hånd med fokus på madspild. Vi genbruger alt det, vi overhovedet kan,” forklarer Lena Nymann Hansen.