Sønderborg får ny turisme-uddannelse
Erhvervsakademi Sydvest udbyder fra sommer den 2-årige serviceøkonom-uddannelse
Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg får til sommer en ny uddannelse.
Her bliver det nemlig muligt at tage den videregående uddannelse serviceøkonom på Erhvervsakademi SydVest på Alsion. Uddannelsen klæder de studerende på til at skabe attraktive oplevelser i service- og turistbranchen.
Viceborgmester Aase Nyegaard er meget glad for at endnu en uddannelse har fundet vej til Sønderborg:
"Vi ved det er vigtigt at have uddannelser regionalt, hvis vores region skal udvikle sig. Vi skal have gode uddannelsesmuligheder og arbejdspladser, for at folk kan bo i området. Samtidig er vi meget opmærksomme på, at der skal være jobmuligheder til de unge, når de er færdiguddannede."
Fremtidens job
Job til de færdiguddannede serviceøkonomer skal findes i både nuværende og kommende attraktioner. Nye tiltag skyder op i hele Sønderjylland, og området har i forvejen en solid base af turistattraktioner som f.eks. Universe og Historiecenter Dybbølbanke. Ved havnen i Sønderborg er et kæmpe hotelbyggeri i gang og på Nordals forventes planerne om Nordals Natur- og Oplevelsespark at blive realiseret med ønsket om at være med i turismens superliga.
"Vi arbejder allerede fokuseret med turisme i området gennem Destination Sønderjylland, og vi ved, at mange af fremtidens arbejdspladser i Sønderborg kommer til at være inden for servicebranchen. Derfor er det helt fantastisk, at serviceøkonomuddannelsen er kommet til Sønderborg," siger Aase Nyegaard.
Godt for regionen
Hos Erhvervsakademi SydVest er de også glade for, at serviceøkonomuddannelsen nu udbydes i både Esbjerg og Sønderborg.
"Hele Syd- og Sønderjylland har mange turistattraktioner og seværdigheder med Vadehavet i vest, og de historiske fortællinger i øst. For at skabe gode tilbud, som turisterne vil rejse efter, kræver det kvalificeret arbejdskraft, som kan skabe oplevelser i topklasse. Det er vores opgave, at uddanne den arbejdskraft, der kan skabe og styrke de oplevelser og dermed løfte regionen yderligere," siger rektor for Erhvervsakademi SydVest, Henrik Larsen.
Uddannelsen til serviceøkonom er en videregående uddannelse, der tager to år med mulighed for efterfølgende at læse videre. Alle studerende skal i praktik på deres 3. semester, hvor både virksomheder og studerende får muligheder for at se hinanden an.
Man kan læse mere om uddannelsen på www.easv.dk.