Fortsæt til indhold

Kønsopdelt svømning skal fortsætte DF vil have forslag behandlet i byrådet

Arkiv
Simon Carlson

I starten af sidste måned foreslog Dansk Folkeparti i Kolding, at kønsopdelt svømning, som Afghansk-Dansk Venskabsforening to gange om ugen tilbyder sine medlemmer på den kommunale Marielundskolen, skal forbydes.
Partiets begrundelse for forslaget var, at det er kvindeundertrykkende, og opdelingen skyldtes religiøse årsager. Derfor blev det onsdag behandlet i Fritids- og Idrætsudvalget, men her endte det med, at det kun var Dansk Folkeparti selv, repræsenteret ved Søren Rasmussen, der stemte for forslaget. Det ærgrer han sig over, da han mener, at kønsopdelingen sender et helt forkert signal i forhold til danske værdier.
“Det er svært at blive integreret i det danske samfund, hvis nogle grupper vurderes til ikke at være gode nok til at være sammen med andre. Kampen imod den her opdeling er vigtig, så der ikke er nogen af de her piger, der bliver isoleret og på den måde efterladt,” siger Søren Rasmussen.
Derfor har han trods nedstemningen i Fritids- og Idrætsudvalget anmodet om, at forslaget bliver behandlet i byrådet.
“Jeg synes, det er så principiel en sag, at det er væsentlig at finde ud af, om byrådet i Kolding understøtter kvindeundertrykkelse, og det skal alle politikerne i byrådet have lov at tage stilling til,” mener Søren Rasmussen.

Positiv effekt

Den holdning havde resten af Fritids- og Idrætsudvalget selvsagt ikke, og formand Tanya Buchreitz (V), finder det en anelse ærgerligt at blive ved med at diskutere sagen, idet hun i bund og grund ikke mener, at der er en sag at diskutere. Det skyldes blandt andet, at forvaltningen hos Kommunernes Landsforening (KL) har undersøgt, om det overhovedet er lovligt at forbyde den kønsopdelte svømning, og her har KL den opfattelse, at det vil være i strid med Folkeoplysningsloven.
“Jeg kan faktisk ikke rigtig se, at der er noget at stemme om, for vi kan ikke rigtig se, at der er noget i den her sag. Vi ved nemlig heller ikke, om det overhovedet er af religiøse årsager, at der er en opdeling. Vi ved bare, at der er en forening, der har det tilbud, og det er der en del, der benytter sig af og har glæde af,” siger Tanya Buchreitz, som også henviser til, at der findes opdelte svømninger for blandt andet kraftige kvinder, og i lighed med dem kan netop trygheden heri i stedet have en positiv integrationseffekt på for eksempel kvinder med en anden etnisk eller kulturel baggrund,” mener udvalgsformanden.
“Jeg tror faktisk, at det omvendt kan være med til at give et rum, hvor kvinder med indvandrerbaggrund kommer ud og kan blive en aktiv del af foreningslivet.”