Fortsæt til indhold

Nelli har taget Ladies First med hjem

Ladies First for iværsættere har samlet hele ni kvinder, som kaster kræfter i netværket

Arkiv
Nina Møller

Ladies First er kommet til Varde. Det er et netværk især for selvstændige kvinder i 20'erne og 30'erne. Grafisk designer Nelli Arndt har startet Ladies First op i Varde. Hun er 26, har været med i netværket i Aarhus, og er nu flyttet tilbage til Billum, hvor hun kommer fra,
“Ladies First er et frisk pust ud i den måde man driver netværk på. Vi syntes ikke, der var noget i forvejen, som matchede det, Ladies First står for.
Man er med i det omfang, der passer ind i ens kalender, det er meget fleksibelt, og det passer os, som har supertravlt og mange har mange jern i ilden. Der er ingen regler og måder man skal gøre tingene på, og der er ikke langt fra idé til handling. Det passer mig meget godt,” fortæller hun.
Netværket adskiller sig fra andre netværk, hvor man mødes fast en gang i måneden, og det er gratis, hvor det er almindeligt, at det koster 4000 kroner om året at være medlem. I Ladies First betaler man 60-100 kroner per arrangement. I andre netværk er der også regler om, at man kun må være en fra hver branche.
“Det kan jo sikkert fungere fint i nogle netværk, men der er en anden grafiker i netværket, og det synes jeg da bare er megafedt, for så har vi jo supermeget til fælles og kan sparre med hinanden. Det giver bare mere til netværket,” siger Nelli.

Kvinders udfordringer

Nelli Arndt mener, kvinder har brug for at netværke med andre kvinder.
“Jeg har været med til mange netværk, hvor der sidder 20 mænd, der buldrer derudad med forretningsstrategier, og så er det som om, der står “find en fejl” i panden på mig. Jeg har brug for at snakke om barselsfond og hvordan man holder på sine kunder under en barsel. Det er udfordringer i min SWOT-analyse, og det har jeg ikke kunnet drøfte i andre netværk. Det ville være dejligt, hvis mændene også så det som deres udfordring, men en mand på 25 uden kæreste har et anderledes mindset.
Den nye gruppe i Varde er blevet nedsat med ni kvinder, står for arrangementerne.
“Det er helt vildt, for i de andre byer sidder der måske to eller tre, og det er jo frivilligt arbejde, fortæller Nelli.
På programmet vil være iværksættersalon, hvor man kan få testet en idé; bogklub, om bøger om personlig udvikling; personlig effektivitet og balancen mellem arbejde og familieliv
Find Ladies First på Facebook.