Vejle Golf Club har fundet ny restauratør
Mor og søn er nye forpagtere i restauranten ved Vejle Golf Club
Pia Kristensen og Martin Elkjær, mor og søn, er navnene på de nye forpagtere i restauranten i Vejle Golf Club. Fremover bliver navnet “Restaurant Fællessletgård”, og her vil være åbent både for klubbens medlemmer, selskaber, greenfee gæster og mulighed for at købe mad ud af huset.
”Vi glæder os rigtigt meget til at møde klubbens mange medlemmer og blive en del af det pulserende klubliv”, fortæller Martin Elkjær i en pressemeddelelse.
”Der er selvfølgelig mange praktiske ting, som vi skal have på plads nu og her, men vi tilbyder at holde åbent for julearrangementer og lave mad til julefrokoster, både i og ud af huset,” tilføjer han.
”Jeg har savnet den glade stemning, som kendetegner medlemsskaren i golf, og nu glæder jeg mig meget til at møde de mange medlemmer i Vejle Golf Club”, siger Pia Kristensen, der tidligere har drevet restaurant i Birkemose og Gyttegård Golfklub.
”Vi vil bruge tiden frem mod næste sæson på at få god kontakt til medlemmerne, klubberne i klubben og alle de uformelle grupperinger i klubben for at sikre, at vi hører deres ønsker og behov. Det er vigtigt for os at have en god dialog og sørge for at videreføre de traditioner, som folk har”, fortæller Pia Kristensen.
logy