Fortsæt til indhold

Årets vindere gør en forskel - hver dag

Pia Friis fra Kvickly blev årets mentor, mens Dansani løb med titlen som årets sociale virksomhed i Haderslev Kommune

Arkiv
Mette Henriksen

Pia Friis er ikke kun en dygtig non-food chef. Hun er også dedikeret til at hjælpe andre, og med en struktureret tilgang og hjertet på rette sted kan hun udrette små mirakler som mentor i Kvickly i Haderslev. Dette, og meget andet, har nu indbragt hende titlen som årets mentor i Haderslev kommune.
Det er Pia, der gør forskellen. I hvert fald hvis du spørger varehuschef i Kvickly Haderslev, Lars Skovhus. For når Kvickly har så stor succes med at hjælpe de borgere, der i kortere eller længere tid er i forløb i varehuset, skyldes det, at Pia Friis sørger for at give dem en tryg base med struktur og faste rammer. Hun sørger for, at borgeren bliver introduceret til det øvrige personale, men det er altid hende, der er det faste holdepunkt.
”Det er nok også én af forklaringerne på, at det går godt. For i vores iver for at byde velkommen, kan man godt komme til at gøre noget forkert, men det sker simpelthen ikke længere, fordi Pia har lavet et godt stykke forarbejde og alle er klædt så godt på. Det er hende, der laver aftalerne og har teten, og det gør det lettere for andre”, siger Lars Skovhus.
”Jeg gør mit for, at de føler sig trygge. Det er vigtigt med tillid, så de kommer til mig, hvis der er problemer. Vi skal kunne dele gode og dårlige ting sammen,” siger Pia Friis.
For hende er mentoropgaven en personlig udfordring, der har været med til at udvikle hende som leder
Ved siden af Pia Friis var også Pia Hass Møllerskov, Børneinstitutionen Favrdal, Hanne Krongaard, Sillerup Plejekollegium og Gerda Feddern, Gram Sundhedscenter nomineret til prisen som årets mentor.

Dansani var vært og vinder

Også titlen som Årets sociale virksomhed stod på spil, og her var det gæstgiveren i egen peroson, Dansani, som løb med titlen. Men Dansani jagter ikke bevidst hæder, priser eller omtale af sit sociale arbejde. Derimod er det er en del af virksomhedens strategi, at der skal være plads til menneskelig forskellighed og mangfoldighed.
”Der skal være sammenhæng mellem det, vi siger, og det vi gør. I vores strategi står der, at vi skal være socialt ansvarlige, og det praktiserer vi i hverdagen. Jeg tror, at de fleste mennesker har et omsorgsgen, der gør, at de gerne vil hjælpe andre. Vi giver medarbejderne frirummet til at gøre det”, siger produktionschef Finn Jensen, der konkurrerede om titlen med F. Engel, Søstjernen og Garant.

Pia Friis fra Kvickly er dedikeret til at hjælpe andre - og så har hun hjertet på rette sted. Det har nu indbragt hende den fornemme titel som årets mentor i Haderslev Kommune.