I julestemning med trompeten
Sønderjyllands Symfoniorkester, Filharmonisk kor og dirigent Søren Kinch Hansen med Elias Heigold som trompetsolist i Tartinis trompetkoncert spiller og synger julen ind.
Det sker ved koncerter i henholdsvis Alsion, Sønderborg 15. december kl. 20, i Kristkirken, Kolding 16. december kl. 20 og i Løgumkloster Kirke 17. december kl. 16.
Koncertens solist Elias Heigold er til daglig solotrompetist i orkestret og har spillet musik det meste af sit liv på alt lige fra clarion til violin, inden hans kærlighed endegyldigt faldt på trompeten.
”Desværre blev der ikke komponeret særlig spændende trompetkoncerter i barokken. Med Tartinis koncert vil jeg demonstrere alsidigheden af mit instrument og den virtuose ornamentik og stemningsskift med lange musikalske linjer. Trompeten er mere end fanfarer,” fortæller Elias Heigold.
Filharmonisk Kor under ledelse af Alice Granum vil medvirke med Sønderjyllands Symfoniorkester og dirigenten Søren Kinch Hansen. jesl