Fortsæt til indhold

Nedrivning på højskole

Boliger og produktionshal kan fjernes på Frederiksborgvej

Arkiv
Arkiv

Mens hovedbygningen på den gamle Roskilde Højskole ved Frederiksborgvej er fredet og skal bevares, har ejerne fra pensionsselskabet PENSAM fået lov til at rive en række andre bygninger ned. Blandt dem er syv boliger, sovesal, produktionshal og andre huse, der er i en meget dårlig forfatning, så de ikke kan bruges mere. Godkendelsen blev givet af Roskilde Byråd på det seneste møde. PENSAM har planer om at bygge boliger på grunden ved den tidligere højskole. Men hidtil har selskabet ikke kunnet blive enige med kommunen, der er presset af naboerne i området, om, hvor meget og hvor højt der må bygges på området. Da byrådet traf sin beslutning kom Merete Dea Larsen (DF) med en meget skarp kritik af kommunens forvaltning og borgmesteren. Hun anklagede administrationen for at holde oplysninger tilbage om, hvilke muligheder kommunen havde for at gribe ind mod en ejer, der ikke ville bruge sine boliger til beboelse men bare lader dem forfalde. Borgmesteren fik skyld for ikke at have styr på sin forvaltning. For forslaget om tilladelse til nedrivning ved den gamle højskole stemte 27 af byrådets medlemmer, mens de tre repræsentanter for Dansk Folkeparti var imod. tk