Fortsæt til indhold

Hvert femte firma jagter nye lokaler

Næsten en femtedel af landets virksomheder leder efter nye lokaler, og de skal være større og bedre end de nuværende

Arkiv
Arkiv

flytteplaner 19 procent af de danske virksomheder, små som store, er på udkig efter nye lokaler. Det svarer formentlig til, at næsten 40.000 firmaer leder efter ny adresse. Det fremgår af en undersøgelse, som analysehuset Norstat har foretaget for Oline.dk, landets største portal for erhvervslokaler. ”Det er et tal, som er overraskende højt. Det afspejler, at mange virksomheder og selvstændige har godt gang i forretningen. Kun ganske få kigger nemlig efter nye lokaler, fordi deres lejemål udløber – eller for at spare penge, sådan som vi ellers tit så det under finanskrisen. Langt de fleste har brug for mere plads eller leder efter lokaler, som er bedre indrettede eller har bedre beliggenhed,” siger Simon Skou Andersen, adm. direktør for Oline.dk. Undersøgelsen viser samtidig, at mange virksomheder rent faktisk er flyttet til nyt butikslokale, kontor, værksted eller fabrikshal inden for det seneste år. ”Det viser, at udviklingen med at søge nye lokaler har været i gang et stykke tid, og at flytteplanerne i mange tilfælde også bliver til virkelighed. I vores portal kan vi næsten registrere en fordobling af trafikken på to år,” siger Simon Skou Andersen. I år har Oline.dk omkring 90.000 besøg hver måned – mod cirka 45.000 månedlige besøg i 2014. Erhvervsportalen har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 10.500 erhvervslokaler og ejendomme. Dataene kommer fra næsten alle landets erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Oline.dk-portalen omfatter lokaler til butikker, cafeer og andre spisesteder, kontorer og ledige lokaler i kontorhoteller samt lager- og industriejendomme. fakta De knap 40.000 virksomheder er et forsigtigt skøn med baggrund i, at 19 procent af de adspurgte virksomheder har flytteplaner, og at CBS anslår antallet af virksomheder med aktiv drift til 200.000. Danmarks Statistik opgør antallet af aktive virksomheder til cirka 300.000. Norstat-undersøgelsen er baseret på svar fra 250 statistisk repræsentative virksomheder, indsamlet i slutningen af juni. Undersøgelsen er udarbejdet for Oline.dk