Fortsæt til indhold

SønderjyskE-fans skal kåre fan-øl

Fuglsang og SønderjyskE holder afstemning om ny fan-øl

Arkiv
Arkiv

Bryggeriet Fuglsang og SønderjyskE inviterer til øl valg i fire sønderjyske byer, hvor de lyseblå sportsfans skal være med til at vælge den nye fan-øl. Valget står mellem tre, nyudviklede øltyper fra Fuglsang.
"Fuglsang har i alle år bakket op om landsdelsprojektet Sønderjysk Elitesport siden vi blev stiftet for tretten år siden, og nu har vi lige forlænget vores samarbejde med bryggeriet for yderligere seks år," fortæller SønderjyskE direktør Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:
"Fuglsang har altid hørt med til vores fodboldkampe og håndboldkampe på hjemmebanerne i Sønderjylland. Derfor lå det også til højrebenet, at vi gik sammen om at lave den ultimative SønderjyskE fan øl, som supportere og sportsfans kan skåle i, når de hepper på de lyseblå spillere, som giver den gas på grønsværen og halgulvene. Der tilfalder SønderjyskE en royalty for hver fan øl, der bliver solgt, og dermed er den nye samarbejdsaftale med Fuglsang historisk på alle parametre," fastslår Klaus B. Ramussen.

Øl bliver et hit

"Det er gået meget stærkt, fordi alle fra start har været enige om det meste. Vi har samme værdier. Vi elsker vores landsdel, og vi stiller høje krav til kvaliteten af det, vi leverer. Vi ser det også som en selvfølgelighed, at vi inviterer landsdelens mange sportsinteresserede og lyseblå fans til at være med til at bestemme, hvad der skal skåles i til fodbold- og håndboldkampene. Folkene hos Fuglsang er utroligt dedikerede, og jeg er fuldstændig overbevist om, at den nye, SønderjyskE fan øl bliver et hit," siger kommunikations – og marketingschef i SønderjyskE, Kell Haugaard.
SønderjyskE og Fuglsang afholder øl valg fra 16. til 19. januar i Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Løgumkloster.

Spændte

Navnet og designet på det nye bryg vil også blive afsløret på den første valgdag, fortæller bryggeriets direktør og brygmester Henning Fuglsang:
"Vi er lige så spændte på at se stemmesedlerne fra de fire valgsteder, som de er hos SønderjyskE. Vores bryggeri har altid bakket op om SønderjyskE, og nu tager vi det næste skridt, som, om muligt, knytter os endnu tættere sammen med SønderjyskEs dygtige sportsfolk og trofaste fans. Ligesom SønderjyskE har vi en stærk lokal forankring; vi ved, hvor vi hører hjemme, og vi har gennem hårdt arbejde og et godt produkt opnået, at man også kender os på landsplan. Den øl, som SønderjyskEs fans vælger, bliver den øl, som vi vil skåle med, når vi varmer op til at se en spændende kamp, og når vi hepper på vores hold og forhåbentlig endnu engang fejrer, at det er gået godt, slutter Henning Fuglsang.
Det forventes, at den nye fan øl kan findes fra omkring den 1. marts på SønderjyskEs hjemmebaner i Aabenraa, Sønderborg og Haderslev samt i detailbutikkerne.

Øl-valg
I Sønderborg finder øl-valget sted mandag 16. januar i Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg.
Der holdes også afstemning 17. januar på Sydbank Park i Haderslev, 18. januar på Højskolen Østersøen i Aabenraa samt 19. januar i Klosterhallerne, Løgumkloster.
Man skal være 18 år for at deltage og gratis tilmelding kan ske på post@soenderjyske.dk (Der er et begrænset antal pladser).