Dykkerklub fylder 50 år
Sønderborg Sportsdykker Klub har udforsket havbunden i et halvt århundred
Sønderborg Sportsdykker Klub (SSK) blev stiftet i december 1966 og fejrer dermed 50 års jubilæum i år, hvilket markeres med reception 9. december.
Fælles for klubbens cirka 120 medlemmer er deres passion for vand - og ikke mindst det der foregår og findes under havoverfladen.
Klubben er baseret på frivillig arbejdskraft, og alle aktiviteter arrangeres og afholdes af medlemmerne på frivillig basis.
I alle årene har en af de faste aktiviteter været at uddanne nye dykkere, og der afholdes dykkerkursus hver vinter for nye medlemmer, samt videreuddannelse og opkvalificeringskurser for medlemmer med andre certifikater. Klubben har også i dag en meget aktiv juniorafdeling, hvor børn kan uddannes som snorkeldykkere.
Klubben er medlem af Dansk Sportsdykker Forbund og åben for alle sportsdykkere uanset uddannelse.
Klubhuset er smukt beliggende ved Verdens Ende ud til Alssund i Sønderborg. Sportsdykkerklubben råder desuden over et kompressoranlæg til flaskepåfyldning af almindelig luft og nitrox og har to dykkerbåde, fastbåden 'Havgassen II' og en stor RIB-gummibåd på trailer.
Der er mange aktiviteter for medlemmerne. Hver tirsdag aften kl. 19 er der klubaften, og der dykkes ofte ved nogle af de mere end 30 vrag omkring Als. Der arrangeres desuden jævnligt dykkerture til fjernere egne.
Sønderborg Sportsdykker Klub fejrer sine 50 år med åbent hus fredag 9 december kl. 14-16 på Verdens Ende 8 i Sønderborg.
Man kan læse mere om klubben på www.ssk-dyk.dk.