Livlig spansk opera i Multihallen
Den humoristiske tegneserieopera ”Escarramán” opføres i Multihallen i Borup fredag 10. marts 2017
Kulturforeningen i Skovbo (KIS) afprøver atter grænserne for, hvad man kan tilbyde på Midtsjælland, nemlig en opera med sang, musik og dans - og hvor handlingsforløbet vises som en tegneserie bag skuespillerne.
”Escarramán” er en livlig og temperamentsfuld opera med spanske dansesange og arier fra 1600-tallet. Escarramán er desuden noget så sjældent som en tegneserieopera. Sangene i operaen er bundet sammen af nykomponerede recitativer i et nutidigt tonesprog - og på dansk. Dansesangene er på spansk, lige som hele setuppet emmer af spansk miljø og folklore.
Escarramán er historien om en fattig hofmusiker i 1600-tallets Madrid, der på trods af sit arbejde for samfundets priviligerede, alligevel er henvist til at leve på samfundets bund. Fjernt fra hoffets balsale, i samfundets grå skygger, supplerer han sin sparsomme musikerløn med småulovligheder og plattenslageri.
Billetpris er 200 kroner - 170 kroner for medlemmer. Billetter kan købes via billetto.dk og i Bøger & Papir, Søvej 1, 4140 Borup.