Optiker donerer overskud til Kirkes Korshær
Smarteyes i Kolding donerer omsætning fra alle synprøver i julemåneden til udsatte.
Julegave Mens mange glædes over juletiden med ild i brændeovnen og familiehygge om bordet, er de kolde og våde måneder en streng prøvelse for hjemløse og andre socialt udsatte i Kolding. Denne vinter kan dog blive lidt varmere, da optikerbutikken Smarteyes giver den lokale afdeling af Kirkens Korshær en økonomisk håndsrækning.
Alle kan hjælpe nogen
Optikeren donerer ubeskåret omsætningen fra alle synsprøver i de fire første uger af december til den lokale afdeling af Kirkens Korshær. Under mottoet ’Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen’ støtter den lokale optiker Kirkens Korshærs arbejde med blandt andet at give hjemløse mad i maven, varme i fødderne og en opmuntrende snak over en kop kaffe. “Vi vil gerne støtte op om det gode arbejde, som Kirkens Korshær gør. Derfor opfordrer vi alle, der oplever problemer med synet, til at komme ned i vores butik og få kontrolleret øjnene i december, så de samtidig støtter de socialt udsatte lokalt i Kolding”, siger Malene Andersen, butikschef hos Smarteyes, i en pressemeddelelse. Ifølge Hans E. Mayland, erhvervschef i Kirkens Korshær, er behovet for donationer stigende. Organisationen oplever nemlig, at stadig flere børn, unge og voksne søger hjælp.