Ord som blade på sprogstammer
Kunstner Lise Eiler holdt fernisering på Statsskolens sproggang
I dag tirsdag den 6. december havde kunstner Lise Eiler inviteret Aabenraa Statsskoles elever og ansatte til at deltage i færdiggørelsen af kunstværket 'Sprogstammer', der nu udsmykker skolens sproggang i C-fløjen.
'Sprogstammer' er et interaktivt og dynamisk kunstværk, hvor træstammer malet med magnetmaling pryder sproggangen. Magnetiske brikker med enkeltord på dansk, tysk, spansk, fransk, engelsk og latin udgør træernes blade og kan sammensættes og flyttes rundt, så tilskueren kan forme sætninger og dermed være med til at skabe kunstværket.
På enkelte af sprogstammerne udgør citater fra blandt andre Shakespeare, Kant og Michael Strunge træernes blade.
Ord og citater er udvalgt i et samarbejde mellem skolens sprogklasser og deres lærere. Elever og ansatte vil fremover kunne lege med ord og sætninger, når de færdes i C-fløjen.