Ny spildevandsplan nødvendig for Kolding
Skal bane vej for renere Kolding Fjord og mindske oversvømmelser
Frem mod årtusindskiftet blev der sat kraftigt ind med spildevandsrensning for at gøre Kolding Fjord renere. I de seneste år har fokus været at reducere den direkte udledning af spildevand i det åbne land til vandløb og søer.
Nu vil man afvikle de såkaldte overløb, der ved kraftig eller langvarig regn leder opblandet spildevand ud i fjorden, fordi kloakkerne bliver overbelastet med regnvand og løber over.
Overløb kan betyde rødt lys på tavlerne med badevarsler på Rebæk Strand og ved badebroen på Lyshøj Allé til gene for de mange mennesker, der bader i eller bruger fjorden.
Utidssvarende plan
Arbejdet med at mindske antallet af overløb kræver en revision af den nuværende spildevandsplan, som ellers først har udløbsdato i 2019. Det forstærkede behov for klimatilpasning af spildevandssystemet, overløbene til fjorden og nye statslige vandområdeplaner gør det nødvendigt at fremrykke arbejdet.
“Vi må konstatere, at spildevandsplanen, som den ser ud i dag, er utidssvarende,” udtaler miljøchef i by- og udviklingsforvaltningen Jakob Sønderskov Weber i en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.
Spildevandsplanen forventes i offentlig høring i februar 2018 og endelig politisk behandlet i juni 2018. jesl