Tyve unge skal væk fra sofaen
Et nyt projekt 'Unge på toppen' skal være med til at få et hold på 20 unge aktiveret
For nogle unge kontanthjælpsmodtagere kan det være en udfordring at leve op til arbejdsmarkedets spilleregler f.eks. om at møde frem og til tiden hver dag.
Et nyt projekt 'Unge på toppen' går i gang til årsskiftet. Det skal være med til at få et hold på 20 af disse unge aktiveret på en måde, så de får opbygget deres selvtillid og bliver i stand til at kunne bestride et job med succes eller gennemføre en uddannelse med succes.
Projektet strækker sig over et halvt år. Det inddrager 20 unge kontanthjælpsmodtagere, der skal gennem et forløb med kost, fysisk træning, cykeltræning, personlig udvikling og virksomhedspraktik i en transport- og logistikvirksomhed. Projektet slutter med, at de unge cykler fra Padborg til Alpe d'Huez i Frankrig, og at de derefter fortsætter i enten job eller uddannelse.
Hold Danmark kørende
Konceptet er sammensat af transport- og logistikbranchens organisation ITD i samarbejde med Aabenraa Kommune. Desuden medvirker en række virksomheder i projektet.
"Transport- og logistikbranchen yder i dag et væsentligt bidrag til Danmarks økonomi og vækst. Det vil vi gerne blive ved med, men vi kan se, at branchen inden for få år mangler kvalificerede medarbejdere. Med projekt Unge på toppen håber vi på, at vi kan hjælpe unge til et job og rekruttere hænder til branchen. Det er en win-win-situation for alle, så vi sammen kan blive ved med at holde Danmark kørende," siger Jo Madsen, HR-chef i ITD.
Færre på kontanthjælp
Hos Aabenraa Kommune er projektet en indsats i investeringsstrategien KIK, ifølge hvilken antallet af kontanthjælpsmodtagere over tre år skal halveres. Byrådet vedtog investeringsstrategien i 2015 og afsatte 68 mio. kroner til at føre den ud i livet.
"Vi har store forventninger til dette projekt. Der indgås aftaler med en række virksomheder på forhånd, der tager disse unge i virksomhedspraktik. Det er afgørende for, at vi kan få en høj succesrate. Det fællesskab, vi som kommune, virksomheder og brancheorganisation skaber om at give disse unge en chance for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, er afgørende for, at de kan finde det gode liv i deres egne tilværelser," pointerer jobcenterchef Henrik Kærgaard.
Projektet er budgetteret til at koste 1,2 mio. kroner afhængigt af, hvor mange unge der gennemfører. Aabenraa Kommune betaler den ene halvdel, mens virksomhederne, ITD og FDE Fonden betaler den anden halvdel.
FAKTA
Målsætningen er, at alle, der gennemfører projektet, derefter rykker sig til et nyt kapitel af deres liv med job, uddannelse eller brobygning til uddannelse eller job.
Konkret er det et mål, at 50 procent skal være tilmeldt uddannelse eller job pr. 30. juni 2017, og at de resterende 50 procent skal være i gang senest 1. januar 2018.