Håber Uno bliver
Butikschef i Uno, Anja Paaske, håber på, at hendes butik i Allehelgensgade får lov til at blive liggende i Roskilde, selvom kæden er gået konkurs. - Jeg er optimistisk på butikkens vegne, selvom jeg ikke ved så meget endnu, siger Anja Paaske, der blev butikschef i oktober sidste år. Otte Uno-butikker rundt omkring i landet lukkede for to uger siden nemlig den 26. februar, mens fem af butikkerne har fået lov til stadig at være åbne. En af dem den i Roskilde, de andre fire ligger i henholdsvis København, Odense, Aalborg og Aarhus. Butikkerne i Sverige, Norge og webbutikken har også stadig åbent. Anja Paaske er blevet bestormet af kunder siden meldingen om konkursen. - Kunderne vil have indløst deres gavekort, og de køber ind til deres eget tøjlager, hvis de nu aldrig kan købe tøj hos os mere, siger Anja Paaske og fortsætter: - Det er jo dejligt med travlhed, men ikke når det er på dette triste grundlag. Hun tænker, at hendes butik måske stadig har en chance, når den er en af dem, der stadig har åbent. - Jeg tænker, at det er lettere at sælge kæden, når vi stadig har åbent, siger butikschefen. Hun får også stadig nyt tøj ind ad døren, hvilket hun også regner for et positivt tegn. ag@roskildeavis.dk