Nye hjertestartere demonstreres
Projekt “Kunsten at redde liv” demonstrerer to nye hjertestartere i Middelfart Kommune i denne uge. Det sker fredag klokken 15-17 på Lillebælt Sport & Kultur på Færøvej og lørdag 19-20:30 i Husby Forsamlingshus. Projektet er sponsoreret af blandt andre Focus People, oplyser direktør Brit Forsberg.
“Vi holder løbende øje med gode og spændende projekter. Vi har valgt at støtte Kunsten at redde liv, fordi det er et spændende projekt, som giver borgerne i Middelfart kommune mulighed for at yde førstehjælp med en hjertestarter, hvis uheldet er ude,” siger direktør Brit Forsberg.
Focus People arbejder med rekruttering af hjælpere til syge og handicappede borgere, som på grund af deres sygdom har en større risiko end raske mennesker for at få et hjerteanfald.
“Opsætning af hjertestartere rundt omkring i kommunen er helt i tråd med vores mission - nemlig et ønske om i tæt samarbejde med kommuner og regioner at skabe de mest optimale vilkår for syge og handicappede borgere. Projektet Kunsten at redde liv indsamler sponsorater fra lokale virksomheder til opsætning af hjertestartere rundt omkring i landets kommuner. Som Middelfart virksomhed har vi valgt at støtte opsætning af hjertestartere Middelfart kommune,” siger Brit Forsberg.