16 nye lærere til Fredericias folkeskoler
Børne- og Skoleudvalget har sat 7,8 millioner kroner ekstra af til folkeskolen i Fredericia. Alle pengene skal bruges til at ansætte nye lærere.
”Børnene er vores vigtigste ressource, og derfor er jeg glad for, at det har været muligt at finde flere penge til folkeskolerne i Fredericia, så endnu flere børn får gavn af de midler, der samlet set er i spil. Det er vigtigt, at vi som kommune hele tiden ser på, om vi for de samme penge kan skabe mere kvalitet for børnene i vores skoler,” siger Ole Steen Hansen, formand for Børne- og skoleudvalget, i en pressemeddelelse.
I forbindelse med budgetarbejdet har byrådet fået lavet en analyse af, hvordan de tildelte ressourcer til familieområdet blev brugt, og om de kunne bruges anderledes.
Analysen har vist, at det er muligt, at omplacere 5 millioner kroner til flere lærere i skolerne fra næste skoleår uden at slække på kvaliteten af de forebyggende indsatser på børneområdet. Der er desuden mulighed for at omplacere 2,8 millioner kroner på Børn og Ungeafdelingens budget. Omplaceringen har primært været muligt pga. færre elever i 10. klasse næste år, og dette forventes godkendt på mødet i Uddannelsesudvalget i næste uge.