Fortsæt til indhold

Fest på Stændertorvet

Indvielse med musik, mad og tidskapsel

Arkiv
Anette Gundlach

Det nye Stændertorv skal stå sin prøve, når det indvies lørdag 30. april fra 10.15. Her er hele Roskilde inviteret til fest, sjov og dans på den store plads, der efter års ombygning endelig er helt klar igen. Dagen starter med, at borgmester Joy Mogensen sætter en tidskapsel i Schmeltz nyrenoverede springvand. I kapslen ligger ting fra vores tid, som man kan finde om mange år, når fontænen eksempelvis igen skal renoveres, og kapslen atter kommer til syne. Herefter synger Domkirkens Spirekor og elever fra Østervangsskolen vandsange.

Torvedag, mad og musik

Selvom dagen byder på en masse nye oplevelser på den gamle plads, kan man som altid komme til torvedag og købe ind til weekenden, mens man ser og lytter til de mange ting, der sker. Blandt andet får torvet besøg af en rockbus, som Danmarks nye rockmuseum Ragnarock har sendt ud for at markere, at museet har første åbningsdag. På torvet bliver der stillet fire hytter op, hvor lokale har lavet mad til de sultne gæster, der har travlt med at nyde den store dag. Se hele programmet for dagen her i avisen. ag@roskildeavis.dk

Man kan også komme til torvedag på lørdag. (Foto: Erling J.)