Kender du dette maleri?
"Jeg kontakter dig for at høre, om du måske kan hjælpe mig med at finde frem til at maleri".
Sådan begynder en mail, som 'tikkede ind' på redaktionen hos Lokalavisen Fredericia. Den er fra Peter Højvang Christensen fra Aalborg, og han er på jagt efter et maleri af sin oldefar.
"Det er malet af Christen Lyngbo i 1945 og viser min oldefar Jens Christian Mortensen i hans værksted, hvor han binder koste og børster," oplyser Peter Højvang Christensen.
Billedet bliver kaldt 'Kostebinderen' og har tidligere været i privat eje i Viborg og Fredericia.
"Jeg har været i kontakt med Varde Museum, som ligger inde med en stor samling af Christen Lyngbos malerier. De har dog aldrig set dette billede, og har derfor heller ikke nogen information om billedet - og hvor det er i dag."
Kender du noget til maleriet, så kontakt redaktionen på red-fre@lokalavisen.dk.