Udsatte fik en dag med wellnes
Misbrugscenter inviterede brugere på wellness-dag
I Værestedet mødes hver dag nogle af Misbrugscentrets brugere, som dér har mulighed for at få en kop kaffe og mødes med ligestillede.
Nu har Værestedet netop afholdt den årlige wellness-dag.
Her mødte blandt andet frisører, en fodplejer, en yogainstruktør, en materialist, en tandplejer og hygiejnesygeplejerske op med gratis ydelser.
"Det er en god dag, som vi ser frem til. Mange af vore brugere har ikke mulighed for at forkæle sig med den slags til hverdag, så de skønner i dén grad på, at nogle ofrer en fridag eller en arbejdsdag for at forkæle vores brugere. Nogle af dem kommer faktisk også på andre dage - det synes vi er fantastisk flot," siger Værestedets leder, Lotte Hohwü.
Slidte hårspidser
En af brugerne er Tina Mathiesen, der blev klippet af frisør Rouven Clausen fra Cut Inn på Rønhavegade.
"Det har jeg ønsket mig længe, men jeg har ikke haft råd. Så det er bare fantastisk med denne her mulighed," siger Tina Mathiesen.
Indehaver af Cut Inn, Ibrahim Ibrahim, var også med:
"Jeg skal faktisk i dag snakke med Værestedets leder om, at vi godt kan komme en gang imellem, siger Ibrahim Ibrahim, der åbnede sin salon for et år siden, men altså har overskud til også at give nogle gratis klipninger.
Fodterapeut Pia Pallumblad, der har sin egen klinik i Sundhedshuset Nordborg, er med for tredje år i træk, og hun siger nej til en dag med kunder i sin forretning for at give gratis behandlinger i Værestedet:
"Jeg kan godt li' at behandle nogle, der virkelig har behov for det. Fødderne velvære er bare så afgørende for, hvordan man generelt har det, at man kommer i sine sko og får gået en tur eller kommer ud i det hele taget. Jeg kan også godt li' at vejlede kunderne om godt fodtøj og god fodpleje," fortæller Pia Pallumblad.
Bløde hænder
Anne Linnebjerg fra Matas på Perlegade 61 hjalp med pleje af hænder. Det fik blandt andet Jesper gavn af:
"De er simpelthen blevet bløde som kvindehænder," konstaterer Jesper Blankschøn.
Der var også yogainstruktion samt gode råd fra kommunens tandpleje og en hygiejnesygeplejerske. Vaffelboden havde sponseret sunde shots.