Handelen går op i en højere enhed
Samarbejde med turismen, erhvervsforum og kommunen skal give større gennemslagskraft i markedsføringen - kontingent erstattes af facadeafgift til kommunen
Handelslivet i Roskildes Bymidte skal i fremtiden alliere sig med både turismen, erhvervsforum og ikke mindst kommunen i en højere enhed, der skal give langt større gennemslagskraft i markedsføringen. På generalforsamlingen onsdag i Roskilde Handel fremlagde den afgående formand Torben Stevold og bestyrelsen dette forslag, der betyder, at organisationen i fra nytår får en anderledes rolle og mere skal være en forening for detailhandelen. Indtil nu har handelen, turismen og erhvervsforum lavet markedsføring hver for sig, men i fremtiden skal det samles i en fælles overbygning, som dermed får flere midler til rådighed til en mere målrettet og effektiv indsats.
Ja fra byrådet
Torben Stevold har allerede haft taget den indledende dialog med de politiske partier i Roskilde Byråd, og der er udtrykt opbakning til en sådan overbygning. På de netop overståede generalforsamlinger i Erhvervsforum og den gendannede turistforening Visit Roskilde er det samme projekt allerede blevet godkendt. Med en principiel accept onsdag kom der nu også grønt lys fra detailhandelen i centrum, som er den største partner i det nye samarbejde – sammen med kommunen.
Facadeafgift er billigere
Roskilde Handel har til tider svært ved at opretholde sit medlemstal, fordi nogle butikker synes, at de ikke får nok for deres kontingent. Andre er blevet opkøbt af landsdækkende kæder, der heller ikke på samme måde er interesseret i en udviklingen af en lokal handelsby. Derfor lægger bestyrelsen i Roskilde Handel nu op til at afskaffe det nuværende kontingent-system og i vidt omfang erstatte det med en 'facade-afgift', som der også arbejdes med i Viborg. Den skal opkræves af kommunen, hvilket der også er opnået politisk rygdækning til. Her kan ingen undslå sig for at betale, og kontorer med tandlæger, advokater, terapeuter osv. på 1. og 2. sal i byens gader, kommer også til at betale i et vist omfang, forklarede formanden Torben Stevold: - Når alle bidrager solidarisk, bliver det billigere at være med. I, der allerede er medlemmer, vil opleve et fald i kontingentet. Mens de, der har kørt på frihjul, vil opleve, at det er slut med at få fordelene fra en attraktiv by, som man ikke bidrager til.
Ny generalforsamling
- Nogen vil måske indvende, om det er rigtigt at foreslå en ny afgift for erhvervslivet, fortsatte Torben Stevold. - Men så vil jeg svare, om det er rimeligt, at butikkkerne i Roskilde Handel skal finansiere goder og initiativer, som vore naboer og ovenboerne på 1. og 2. sal også nyder godt af, men ikke vil bidrage til? - Som jeg ser det, springer solidariteten ikke husnumre over. Kan vi ikke indføre sådan en ordning i et af Danmarks bedste handelscentre, hvem kan så gøre det, spurgte Stevold retorisk. Efter en del opklarende spørgsmål fik den nye bestyrelse opbakning til at arbejde videre med forslaget, der skal vedtages på en ny generalforsamling og aftales med kommunen, før det kan træde i kraft. tk