Lokal isthe på vej ud i den store verden
I Aabenraa kender alle produkterne fra Butler, så nu skal kendskabet spredes til langt ud over kommunegrænsen
For små ti år siden besluttede kokken Bjarne Buthler sig for at udvikle en signatur drik til sin daværende 'Café Butler' i Aabenraa. Det endte med den forfriskende Butler IsThe, som er en kombination af naturlig sødme fra hyldeblomster med syrlige nuancer fra citrusfrugter. Efter yderligere et par år blev den endelige opskrift fundet og låst fast. Siden er der kommet flere produkter på hylderne.
Og fra fortrinsvis at have solgt istheen til gæster i caféen steg efterspørgslen, og man begyndte at tilbyde drikken i en såkaldt bag-in-box til at tage med hjem. Hurtigt efter blev også grænsebutikker, hoteller, restauranter og kantiner aftagere af bag-in-box'ene, og fra at have fremstillet produkterne i caféens køkken, blev produktionen flyttet til egne lokaler ude i byen. Samtidig blev Butler Engros ApS grundlagt som en selvstændig enhed.
Efter et par år besluttede man at tilbyde Butler IsThe til detailbutikker, men her foretrak man produkterne på plastikflasker. I stedet for at investere i nyt, dyrt produktionsapparat, overlod man tappeprocessen til en underleverandør, stadig ud fra Bjarne Buthlers opskrifter, som der løbende kommer nye af.
Dobbelt op på omsætning
For tre år siden kom Tina Jønson ind i billedet som salgsdirektør og medindehaver af Butler Engros ApS. Hun er Bjarne Buthlers svigerinde og havde i forvejen erfaring med indkøb og salg fra virksomheden Abena i Aabenraa.
“Jeg satte mig straks som mål det første år at fordoble omsætningen. Det lykkedes. Året efter var målet igen at fordoble omsætningen, og også det lykkedes. Nu har vi så fokus på indtjeningen, samtidig med at vi koncentrerer indsatsen om at øge kendskabet til vores produkter,” fortæller Tina Jønson, som valgte at flytte ind i et kontor i Udviklingspark Aabenraa på Bjerggade, der tilbyder lokaler og sparring for iværksættere og små virksomheder.
“Her i Udviklingsparken er mine naboer andre mindre virksomheder, som jeg fint kan spare med, fordi vi sidder med nogle af de samme udfordringer og samme problemstillinger, selvom vi opererer i forskellige segmenter,” siger hun.
På vej ud i verden
Den 1. december blev Betina Lauritzen ansat som salgsmedarbejder, og hun gik straks i gang med at søge nye kunder blandt tankstationer og kiosker. På den måde er 7-Eleven netop kommet med på kundelisten.
“Sidste år deltog vi i verdens største fødevaremesse Anuga i Køln med tanke på at finde nye kunder i Tyskland. Men faktisk høstede vi den største interesse blandt asiatiske deltagere på messen. Måske fordi the med hyldeblomst og rabarber virker eksotisk på folk fra den verdensdel,” smiler hun.
“Nu har vi så besluttet her i april at deltage i en messe i Singapore på en fælles stand med Dansk Industri. Målet er at finde en distributør til det asiatiske marked,” siger Tina Jønson, som også fortæller, at til maj går turen til endnu en stor fødevaremesse i Shanghai.
Der bliver således gjort klar til, at Bjarne Buthlers nuværende og kommende produkter fremover kan læske ganerne hos folk langt, langt ud over Aabenraas kommunegrænse.