Fortsæt til indhold

Nu bliver Brians ostemission til virkelighed

Mejerist og ostehandler i Humlebæk, Brian Nørtoft, har taget første spadestik til Humlebæk Mikro Mejeri

Arkiv
Morten Timm

BYGGERI Vi kender til mikrobryggerier og små kafferisterier. Nu får lokalområdet sit helt eget mikromejeri. Lige før påske tog mejerist og ostehandler Brian Nørtoft fra Humlebæk første spadestik til hans helt eget ‘Humlebæk Mikro Mejeri’, som opføres på Hørsholmvej 3, (Kongevejen mellem Nivå og Humlebæk). Projektet har været længe undervejs, da for et år siden fik den nødvendige landzonetilladelse og sidenhen alle øvrige tilladelser.

Drøm og mission

For 50-årige Brian Nørtoft er det lidt af en drøm, der går i opfyldelse, og en ostemission der bliver til virkelighed. “Jeg har længe ønsket at forhandle de glemte oste som Havarti, Esrom, Fynbo, Maribo, Elbo og Thybo. For 40-50 år siden helt almindelige danske oste, der blev forhandlet i en hver ostebutik. Sådan er det desværre ikke mere. Men hvad er så mere naturligt, når man ikke kan fremskaffe dem, end at bygge sit eget mejeri,” fortæller Brian Nørtoft.

Ostehandler og mejerist Brian Nørtoft har i flere år haft butik på Strandvejen i Humlebæk. Foto: Claus Beyer

Ikke hastet frem

Humlebæk Mikro Mejeri bliver, som navnet hentyder til, et lille mejeri, og der skal ifølge den lokale mejerist laves oste på gammeldags maner. “Oste der ikke er hastet frem, men modnet ved hjælp af den vigtigste ingrediens, tiden. Oste der smager af ost. Men det tager lang tid at lave en ost,” understreger Brian Nørtoft, der har været mejerist side 1982 og været bestyrer af to mejerier, inden han for snart otte år siden købte et lille supermarked på Strandvejen i Humlebæk og lavede det om til en ostebutik. “Det er jo kunderne her, jeg gerne vil forkæle, ved at lave min egen ost,” siger han videre. Samtidig skal der i det nye mikromejeri også være plads til at lave gammeldags smør, rigtig flødeis og andre ‘gode gamle’ mejeriprodukter. “En del af missionen er også at lave et showroom, hvor turister, skoleklasser, vinklubber og lignende kan komme forbi og lære om osteproduktion, og hvor jeg kan vise mit bedste bud på, hvad en god ost er”. Brian Nørtoft har endnu ikke lavet aftale med en mælkeleverandør, men det bliver udelukkede økologisk mælk, han vil benytte.

Færdig sidst på sommeren

De osteglade borgere må dog væbne sig med tålmodighed, da mikromejeriet efter planen først står færdigt og klar til at tage i brug sidst på sommeren. “Den første ost er nok klar til jul, men flødeisen vil jeg jo kunne lave med det samme,” oplyser den 50-årige mejerist. Det er meningen, at man skal kunne smage og købe mejeriprodukterne i ostehandlerens to ostebutikker i henholdsvis Humlebæk og Roskilde, samt naturligvis direkte fra mikromejeriets lager. Byggeprojektet kan følges på mejerist facebook.com/Mikromejeri Det er jo kunderne her, jeg gerne vil forkæle, ved at lave min egen ost Brian Nørtoft, mejerist og ostehandler