De nye skal lære af dem, der kan
Hørsholms nyåbnede iværksætter- og væksthus vil være små virksomheders genvej til at få succes
væksthus Et elektrisk hæve-sænkebord. En lampe. En kontorstol. Et skab. En skraldespand. Og - selvfølgelig - et trådløst fibernet. “En 100/100 forbindelse. Den skal være hurtig. Det er nødvendigt,” siger Linda Sjöström, formand for Hørsholm Erhvervsnetværk (HEN), som er initiativtager til Hørsholms nye iværksætter- og væksthus. Det er, hvad der venter iværksættere og små vækstvirksomheder, som fra nu kan leje sig ind i huset på adressen Ved Klædebo 9 i den nordlige del af kommunen. Resten - idéerne, forretningsmodellen og gå-på-modet - skal virksomhederne selv komme med. Og så skal de lære af hinanden, så de efterhånden kan vokse sig så store, at det bliver for småt i de lyse lokaler i dette nye tilbud til kommunens små virksomheder. “Vi vil være en genvej til succes. Visionen er at skabe flere bæredygtige virksomheder i Hørsholm. Flere af dem har ikke mange penge at komme i gang for og går derhjemme uden sparring og socialt miljø. Det kan de få her,” fortæller Linda Sjöström, formand for Hørsholm Erhvervsnetværk. Hun håber, at antallet af lejere kommer til at svare til det behov, hun mener, der er, og at der i huset opstår et miljø, hvor virksomhederne hjælper hinanden. “Mange iværksættere begynder hjemme i køkkenet så at sige. De kan lære af at være sammen med etablerede virksomheder. Det er en slags sidemandsoplæring,” fortæller Lindas Sjöström. Hørsholm Kommune har skudt 200.000 kroner ind i foretagendet som et etableringstilskud over to år. Resten af huset skal finansieres gennem indtægter fra de kommende lejere. Der er i alt 18 arbejdspladser i lokalerne af forskellig størrelse. De mindste er til enkeltmandsvirksomheder, de største til virksomheder med op til fire medarbejdere. “Vi har på nuværende tidspunkt en fem-seks interesserede. Vi får jo ikke lejet alle 18 lokaler ud på én dag. Men når vi er tæt på de 18, kan det løbe rundt,” oplyser Linda Sjöström. Det er virksomheder fra meget forskellige brancher, der indtil videre har vist interesse. Huset åbnede officielt med en reception fredag den 1. april - og herefter kan iværksættere og virksomheder gå i gang med at få sig en firmaadresse. Det sker ifølge Linda Sjöström efter først-til-mølle-princippet. Vi vil være en genvej til succes HEN-formand Linda Sjöström om Hørsholms nye væksthus