Fortsæt til indhold

Ny familierestaurant tænder lys Under Sejlet

1. juni slår restaurant Under Sejlet endelig dørene op igen. Målgruppen er familier

Arkiv
Af Betina Skjønnamand

1. juni tændes lysene igen Under Sejlet på Sønderstrand i Aabenraa.
Efter omkring tre år uden aktivitet er der altså nu igen udsigt til, at man kan få sig et godt måltid mad med god udsigt til stranden.
Bag åbningen står Jens Mikkelsen og Peter Rohrberg, der medbringer masser af erfaring fra branchen med i bagagen.
“Jeg har været i branchen hele mit liv. Jeg startede som 16-årig i Jomfru Ane Gade,” lyder det fra Jens Mikkelsen.

Alle er velkomne

Målgruppen er primært familier, men alle er velkomne, understregede Jens Mikkelsen.
“Vi vil skabe en hyggelig stemning, hvor der er plads til alle, og børn skal være velkomne. Og vi hænger os ikke i, hvis der kommer sand på gulvet”.
Der er allerede planlagt nogle aktiviteter i løbet af sommeren. Der vil blandt andet blive budt på live-musik og grillaftener.
“Der mangler stadig at komme en del på plads, men vi har masser af gode idéer. Og vi planlægger selvfølgelig at lægge os tæt op af de events, der er i byen,” fortæller Jens Mikkelsen videre.

Glædens dag

Borgmester Thomas Andresen glæder sig over, at der nu igen er udsigt til aktivitet Under Sejlet.
“Det er virkelig en glædens dag, og timingen er rigtig god”.
“Vi har lagt en strategi for, hvordan tingene skal køre, så selvom stedet har lidt en uheldig skæbne, så er vi fortrøsningsfulde,” fortæller Per Horup, der ejer bygningen.
Bygningen skal nu friskes op, så den bliver helt klar til åbningen den 1. juni.