Fredsmøde endte uden forsoning
Parterne nåede ikke hinanden til møde om ulovlig vejlukning
Det skal være usagt, om der blev røget fredspibe, da de stridende parter i sagen om lukningen af Landbrugsvej mødtes på Odense Slot, men det lykkedes ikke parterne at nå til enighed.
By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) havde inviteret repræsentanter fra forskellige borgergrupper herunder Aktionsgruppen, som ønsker vejen genåbnet for at skabe bedre adgang til virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
En anden gruppe ønsker vejen åbnet for at give bedre adgang for beboerne i området. En tredje gruppe ønsker derimod, at vejen skal forblive lukket for at begrænse trafikstøj.
Ingen gennemkørsel
På mødet foreslog Aktionsgruppen, at kommunen genåbner vejen, men sætter skilte op om at den er spærret for gennemkørsel. På den måde kan beboere og virksomheder køre ind og ud af landbrugsvej i begge ender. Samtidigt undgår man, at andre bilister skyder genvej ved at køre på vejen, mener gruppen.
Forslaget får opbakning fra Socialdemokraterne.
“Det synes jeg, er den bedste løsning,” siger Peter Rahbæk Juel (S), som er medlem af By- og Kulturudvalget.
Han peger på, at vejen blev lukket i strid med loven på grund af en fejl fra forvaltningens side.
“Det er en ulovlig lukning. Så synes jeg, at vi har en forpligtigelse til at strække os lidt ekstra for at finde en løsning,” siger han.
By- og Kulturforvaltningen har ellers frarådet den løsning, fordi forvaltningen ikke mener, at bilisterne vil overholde forbuddet mod gennemkørsel. Peter Rahbæk Juel mener dog, at smutvejskørslen kan undgås med for eksempel fartbump, så bilisterne bliver mindre fristet til at skyde genvej.
Rådmand holder fast
Efter mødet holdt Jane Jegind dog fast i, at hun mener vejen skal forblive lukket for ikke at skabe trafikproblemer på Munkebjergvej med et ekstra vejkryds.
“Jeg kan lytte mig til, at det er tilgængelighed i området, der er vigtigt for borgerne. Det vil jeg gerne være med til at imødekomme, men det nytter ikke noget, at vi så ødelægger tilgængeligheden for andre,” siger Jane Jegind.
Hun er derimod villig til at diskutere, om der kan skabes bedre adgang til området på andre måder for eksempel med bedre busforbindelser eller en justering af lyskryds. Ifølge By- og Kulturforvaltningen vil det koste imellem 5,5 og 8,5 millioner kroner at genåbne vejen.
Sagen kort
Landbrugsvej blev lukket i forbindelse med forlængelsen af Munkebjergvej i december 2014. I marts måned i år indrømmede Odense Kommune, at lukningen af Landbrugsvej var ulovlig, fordi det var i strid med den gældende lokalplan. Nu skal kommunen enten genåbne vejen eller lovliggøre lukningen ved at vedtage en ny lokalplan.