Fortsæt til indhold

De sælger møbler for mange millioner

To brødre fra Odense hitter med at sælge møbler på internettet

Arkiv
Daniel Rasmussen

Stabler af brune papkasser fylder lagerhallen på Cikorievej i Odense, hvorfra brødrene Mathias Nielsen på 23 år og Rasmus Nielsen på 27 driver deres virksomhed. For omkring et år siden sagde de hver især deres job op for at satse fuldt ud på drømmen om at leve af at drive deres egen forretning. I dag sælger de i deres forretning møbler for et tocifret millionbeløb om året gennem webbutikken nimara.dk

Det er spændingen i det

De to brødre har aldrig været i tvivl om, at de ville gå vejen som iværksættere.
“Det hårdeste var, da vi var lige ved at kunne leve fuldtids af det,” siger Rasmus Nielsen.
På det tidspunkt havde begge brødre et fuldtidsjob ved siden af virksomheden. Det betød, at de ofte arbejdede 18 timer om dagen. I dag tjener de stadigt hver især mindre end de gjorde, da de havde fast arbejde, men det er alligevel det hele værd.
“Jeg føler ikke, at jeg går på arbejde. Min kæreste bliver sur, når jeg sidder derhjemme søndag aften og siger, at jeg glæder mig til, at jeg skal på arbejde igen,” siger Rasmus Nielsen med et grin.

Spændingen ved at drive sin egen virksomhed er et vigtigt brændstof for de to brødre.
“Det, at der er noget på spil, det gør hverdagen mere spændende,” siger Rasmus Nielsen med henvisning til, at de tilsammen har skudt omkring en halv million kroner i virksomheden.
“For eksempel da den første container med møbler kom. Vi anede jo ikke, om der var noget i den, eller om vi var blevet snydt,” fortæller lillebror Mathias Nielsen.
“Det giver et kick, hver gang det lykkes,” siger Rasmus Nielsen, mens han nikker.

Svært at følge med

Selvom det i øjeblikket går godt med firmaet, så må de to brødre også erkende, at de ikke har kunnet følge med efterspørgslen, og det har givet nogle udfordringer.
Det unge team har derfor ansat søsteren Kristine Nielsen til at varetage logistikken og de administrative opgaver.
“Vi har særlig fokus på hurtig levering til vores kunder og derfor bruger vi mange ressourcer på administration,” fortæller Mathias Nielsen.
Nu vil brødrene have møbelforretningen til at vokse. Målet er, at de om tre til fem år skal omsætte for et trecifret millionbeløb og have 10 til 15 ansatte.
Opdateret: 29/4 kl. 12.20
Tilføjet Cikorievej og navn på webbutikken nimara.dk