Fortsæt til indhold

Brug for 11.000 flere faglærte i byggebranchen i 2025

Der er endnu ikke alvorlige flaskehalsproblemer i bygge- og anlægsbranchen, men der skal uddannes flere nu, hvis branchen skal kunne skaffe medarbejdere nok de kommende år

Arkiv
Steen Trolle

beskæftigelse Selv om der er kommet mere gang i byggeriet, er bygge- og anlægsbranchen endnu ikke for alvor ramt flaskehalsproblemer, hvor der ikke kan skaffes tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft. I det seneste konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik er der virksomheder, svarende til 15 procent af beskæftigelsen i branchen, der angiver, at mangel på kvalificeret arbejdskraft er problem for dem. Til sammenligning var den andel på 35-40 procent i 2006-2007, da byggeriet boomede før finanskrisen. ”Der er begyndende problemer med at skaffe ingeniører og projektledere, men generelt er der ingen grund til at gå i panik endnu. I første omgang skal vi glæde os over, at der er kommet mere gang i byggeriet. Men det er klart, at det er nu, vi skal have uddannet nogle flere faglærte til branchen, hvis vi ikke skal opleve mere udbredte og alvorlige problemer med at skaffe arbejdskraft om ganske få år,” siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg. Dansk Byggeri lavede sidste år en arbejdsmarkedsanalyse under overskriften ”Er vi klar til fremtiden?”. Her var budskabet, at der mere generelt begynder at mangle faglært arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen fra 2018. Hvis ikke der gøres noget, vil der mangle knap 11.000 faglærte i 2025. Det er især teknikere og installatører, der skal uddannes flere af, men også tømrere og struktører kan blive en mangelvare, hvis der ikke gøres noget. Her og nu er der dog en reserve af medarbejdere, som – måske – kan aktiveres. ”Byggeriet er en meget konjunkturfølsom branche. Efter finanskrisen var der mange konkurser og i det hele taget lav byggeaktivitet. Det betød, at medarbejdere søgte over i andre brancher, og nogle af dem kunne tænkes at vende tilbage, når efterspørgslen på arbejdskraft stiger,” siger Bo Sandberg.