Nyt Porscheværksted i Køge
Jesper Høj og Thomas Kjelmann åbner nyt specialiseret Porscheværksted på Unionsvej
Porscheejere behøver fremover ikke køre længere væk end til Unionsvej 6 i det nordlige Køge for at finde et specialværksted til bilen. Her åbnede Jesper Høj og Thomas Kjelmann nemlig mandag den 2. maj specialværkstedet Pro Motor Køge.
"Efter mange år beskæftiget i branchen som mekanikere, opstod lysten til at drive vores eget værksted og gøre tingene på vores egen måde. Derfor har vi skabt Pro Motor Køge – et samlingspunkt for alle der kører Porsche og ønsker den bedste service for dem selv og deres bil," forklarer de på deres hjemmeside, promotorkoege.dk.
"De seneste fem år er antallet af Porscher i Danmark blevet tredoblet, og det er især classic-Porscher, der er kommet flere af, men der er ikke kommet flere værksteder i samme periode," siger Jesper Høj, der altså regner med at få travlt på det nye værksted, som ligger perfekt i det nordlige Køge.
Der er flere årsager til, at valget faldt på Køge til åbningen af det nye værksted.
"Køge bliver mere og mere centralt på landkortet i disse år, og så fandt vi også de helt rigtige lokaler, som ligger tæt på motorvejen," forklarer Jesper Høj.
Han har tidligere arbejdet 15 år på det tidligere Porscheværksted på Tigervej, så der er masser af erfaring at trække på, og det samme gælder i øvrigt Thomas Kjelmann, der også har været i branchen i 15 år og har arbejdet med en række - primært tyske - bilmærker. Mens Porsche er specialet, så tilføjer han, at det nye værksted også har testudstyr til BMW og Audi.