Fortsæt til indhold

Bordtennis er et hit på Søndre Skole

Pauserne fordrives ikke længere med at sidde og hænge. Søndre Skoles nyindkøbte bordtennisborde er der rift om

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Elever fra 3-4-5. årgang på Søndre Skole var inviteret til en bordtennisopvisning, ud over det sædvanlige. I et projekt hvor motion og bevægelse på tværs af årgangene skal give et større fællesskab og skabe gladere elever, har skolen investeret i to bordtennisborde og 40 bat.
Skolens leder Steen Rosenberg, lagde i sin tale til eleverne vægt på at netop igennem hårdt og ærligt arbejde, kan man komme rigtig langt. Selvom det måske ikke bliver til OL-deltagelse og medaljer for alle. Men det at ville noget, det at sætte sig mål i livet er vigtigt. For at sætte handling bag de fine ord havde skolen inviteret to bordtennisdrenge, Mads Jørgensen og Sebastian Haack begge 21 år, som om nogen har været dedikeret til sporten.
Sebastian Haack fra Køge har igennem seks år været en del af det Danske Ungdomslandshold, og har vundet alt, hvad der kan vindes i både single og double. Sebastian Haack er blevet Dansk mester i yngre drenge, Dansk mester i drenge, Dansk mester i junior og Dansk mester i U-21. Ved at træne ti gange om ugen og deltage i et hav af træningslejre, der hvor klassekammeraterne holdt fri og havde ferie, havde Sebastian Haack en placering på Europa-ranglisten som nr. 16.
Mads Jørgensen som kommer fra Næstved, har prioriteret kun at træne fem gange ugentligt i sine ungdomsår. Mads Jørgensen er en rigtig dygtig bordtennisspiller, men forskellen fra at træne fem gange og ti gange er, at Mads Jørgensen som regel blev toér eller treér hjemme ved DM.
Drengene spillede et opvisningssæt, som normalt går til 11, men her var der forlænget sæt. Sebastian Haack vandt 18-16 efter en masse forrygende dueller og flotte loop bolde langt væk fra bordet. Spillerne var efterfølgende meget begejstret for stemningen blandt tilskuerne. Efter deres opvisningssæt spillede drengene med rigtig mange af eleverne, og autografjægerne fik hvad de kom efter. Der blev uddelt autografer på mere end 200 bordtennisbolde og på arme og ben. Et par af eleverne spurgte Sebastian Haack, lige inden han gik på banen, "Er du go" eller hvad?" hvortil Sebastian Haack svarede et beskedent "Ja."
Mon ikke en enkelt eller to af eleverne har været hjemme og fortælle, at de også godt kunne tænke sig at gå til bordtennis, efter den meget fine opvisning i fart, teknik og frem for alt i blændende bordtennisspil som Mads Jørgensen og Sebastian Haack leverede.

Mads Jørgensen og Sebastian Haack imponerer med flot bordtennisspil. (Foto: JCJ)