Kom til 1. maj i Lovparken
LO Køge – FTF holder i samarbejde med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten et fælles 1. maj
Der er i år samlet et stærkt hold på talere, bestående af Forbundsformand Lone Engberg Thomsen fra Teknisk Landsforbund, Forbundsformand Maibrit Berlau fra Dansk Socialrådgiverforening, Marie Stærke fra Socialdemokraterne og 2. viceborgmester i Køge, Christian Juhl fra Enhedslisten og medlem af folketinget, samt Laura Marie Månsson, SFU medlem af Landsledelsen.
Dagens talere vil blandt andet berøre emner som, de igangværende trepartsforhandlinger, social dumping/ kampen for bevarelse af den danske model, kontanthjælpsloft, indslusning af flygtninge på det danske arbejdsmarked og Danmarks fornyede deltagelse i krigen i Irak og Syrien.
Underholdning og foreningsliv
Køgebandet Old Pints vil varme op med nogle af deres sange, og imellem de fire talere vil der blive rig lejlighed til at synge arbejderbevægelsens sange akkompagneret af Madsen & Nielsen's Swingtet.
Da 1. maj i Lovparken bliver besøgt af mange forskellige mennesker, vil der i år være forskellige foreninger, der deltager med boder, hvor de præsenterer, hvad deres forening står for. Du kan derfor møde blandt andet Dansk handikapforbund, Børnecancerfonden, Ældresagen, Flygtningevenner Borup og mange flere.
For børnene vil der være tryllekunstner, gratis pølser og en tur i hoppeborgen.