Medarbejdere vil ikke væk
Regionen har store problemer med flytningen af medicinske patienter til Holbæk
Medarbejderne på Roskilde Sygehus følger ikke bare med, når Region Sjælland fra 1. maj nu flytter de akutte medicinske indlæggelser til Holbæk, da de ikke er interesserede i at rejse den vej. Ændringen rammer patienter fra Lejre og Roskilde kommune, der f.eks. lider af infektioner, væskemangel og lignedne. Sygehusets fællestillidsrepræsentant Michelle Serve skrev sammen med kollegerne fra regionens øvrige hospitaler for kort tid siden et indlæg om, at det ville gå ud over behandlingen, fordi der ikke er personale nok til at klare opgaverne.
Fremrykning for at spare
Region Sjælland har besluttet at fremrykke den vedtagne sygehusplan, så de medicinske afdelinger i Næstved og Roskilde rykkes til henholdsvis Slagelse og Holbæk, før det egentligt var planlagt. På den måde håber man at spare penge, blandt andet ved at kunne hente flere af sine egne patienter hjem fra hovedstaden, så der ikke skal betales for dem til nabo-regionen. Samtidig flyttes akutte urologiske patienter (urinveje og lignende) nu snart til Roskilde for at udnytte ledig kapacitet her. Region Sjælland har ikke penge nok til at gennemføre sin vedtagne sygehusplan med et nyt hovedhospital ved Ølby. og derfor er det kommende byggeri allerede ændret i forhold til det oprindelige vinderprojekt. Sygehusgruppen i Roskilde har flere gange forudsagt, at der slet ikke er penge nok til det planlagte antal senge i Ølby, så det i stedet vil være fornuftigt at bruge nogle af de ret moderne afdelinger i Roskilde til nogle af opgaverne. Men regionsrådet har ikke ønsket at genåbne diskussionen om den en gang vedtagne sygehusplan, for så starter hele balladen forfra, fordi de to største byer Roskilde og Næstved er blevet forbigået. I stedet håber man på at kunne afkorte indlæggelserne for de enkelte patienter med nye former for behandling, så der alligevel ikke bliver brug for så mange senge. En nødvendig revision af den nuværende sygehusplan er derfor udskudt til efter næste valg i efteråret 2017, hvor et nyt regionsråd så kan få lov til at slås med den ballade.
Usikkerhed op i byrådet
Hele denne usikre situation for Roskilde Sygehus og sundhedsvæsenet i Region Sjælland skal nu til diskussion i Roskilde Byråd. Venstres gruppeformand Bent Jørgensen, der tidligere selv har været medlem af regionsrådet, vil med baggrund i Sygehusgruppens arbejde stille en række spørgsmål på et kommende møde. - Jeg vil gerne høre om, hvad der egentlig sker på sygehuset i Roskilde, og hvordan det kan udvikle sig, fortæller Bent Jørgensen. tk