Åbent hus og aktiviteter om affald og ressourcer
Det Grønne Hus inviterer til arrangementet Forårsdagen med fokus på håndtering af affald
Lørdag den 30. april klokken 10–14 afholder Det Grønne Hus 'Forårsdagen' i samarbejde med ETK og Teknik- & Miljøforvaltningen. Der er aktiviteter på Køge Torv og i Det Grønne Hus. Temaet for Forårsdagen er affald og alle aktiviteter handler om hvordan vi kan håndtere vores affald mere bæredygtigt.
”Vi skal vænne os til at have meget mere fokus på vores affald. Vi skal blandt andet til at sortere mere, så det bliver muligt at genanvende råstofferne i affaldet,” siger Carlo Jordan, der er affaldsmedarbejder i Køge Kommunes Teknik- & Miljøforvaltning.
På Torvet er det kommunen og ETK's affalds-projekt 'En Ren Fornøjelse', der står klar med trækvognen ”Snapperen”, der gerne vil ud i byen sammen med børn og voksne og samle affald. Man kan også møde en 'trailskralder', der kombinerer løbeturen med affaldsindsamling.
I Det Grønne Hus tager kunstneren Sabine Lemire imod og hjælper med at få genanvendt affaldet fra Snapperen - på den kreative måde. Medbring også gerne genanvendeligt husholdnings-affald hjemmefra, som æggebakker, dåser, plastikbøtter, skruelåg mv.
I haven kan man møde vores Køge Høns, der er klar til at blive udlånt til dem, der gerne vil prøve at begrænse madspild med høns i haven. Hør mere om låneordningen og bliv skrevet op.
Også kompostormene er klar til at komme på arbejde med at gøre det grønne køkkenaffald til dejlig næringsrig kompost. Få en spandfuld friske orme med hjem til kompostbeholderen.
I åen bliver kanoerne sat ind i kampen mod affaldet. Snup en kanotur, tag et net med og vær med til forårsrengøringen i åen. Alle kanoture er gratis i dagens anledning.
Efter alle aktiviteterne kan man slå sig ned i haven, hvor Røde Kors hygger og serverer friskbagte bål-pandekager. Caféen er også åben og serverer en let økologisk frokost, kage og diverse drikke.