Stærke kvinder i litteraturen
Kom til højtlæsning på Herfølge Bibliotek ved to arrangementer i løbet af maj
Højtlæsning for voksne er det nye sort – og det er der en god grund til. For højtlæsning skaber samvær og samtaler, der fortætter oplevelsen mellem læser og tekst, og mellem læserne.
Som en del af den nationale kampagne, hvor bibliotekerne og Danmarks Radio sætter fokus på temaet ”Kvinde” inviterer Herfølge Bibliotek til to læsestunder om stærke kvinder i litteraturen: Mandag den 9. maj kl. 10.30 til kl. 12.00 og tirsdag den 17. maj kl. 14.00 til 15.30. Hver gang bliver der læst en novelle og et digt.
Man kan vælge at tilmelde sig den ene gang eller begge gange. Det er gratis at være med. Der er begrænset antal pladser for at skabe den gode samtale.
Højtlæsning og samtale
Højtlæsningen sænker tempoet så vi opdager og opfatter ting, ord, stemninger i teksten, som vi let kunne have overset i indenadslæsningen, og oplevelsen af teksten udvides, når vi opdager at den måde vi ser teksten og danner vores mening er forskellig fra hinanden.
Undervejs i oplæsningen holder bibliotekaren, Randi Petersen, pauser. Det er i pauserne at samtalen om teksten og de tanker teksten vækker, begynder. At veksle mellem oplæsning og samtale, skaber indlevelse, nærhed og tid til fordybelse.
Der er ingen krav om forkundskab eller forberedelse. Det handler ikke om færdige analyser, facitlister og karakterskalaer, men om at gå på opdagelse i gode historier og tekster sammen med andre.