Alle skal kontrolleres
DF's Karsten Lorentzen utilfreds med, at alle foreninger mistænkeliggøres på grund af snyd hos minoritet
I fremtiden kan alle foreninger i Roskilde risikere at blive kontrolleret ved stikprøver. Det sker for at undersøge, om de bruger pengene fra kommunen til det, de skal. Det har et flertal i Kulturudvalget vedtaget. Sagen er dog ikke afgjort endnu, og den er sendt videre til det kommende byrådsmøde. Karsten Lorentzten (DF) havde først foreslået, at kun foreninger fra det muslimske miljø skulle undersøges nærmere. Han kom med forslaget efter TV 2's udsendelser 'Bag sløret', hvor det viste sig, at nogle af foreningerne brugte penge til koranskoler og andre religiøse formål, hvilket er ulovligt ifølge loven om folkeoplysning.
Karsten Lorentzen stemte i udvalget imod flertallet.
Går ud over alle - Jeg synes ikke, det er i orden, at alle skal mistænkeliggøres på grund af en lille gruppe. Det er jeg faktisk træt af, siger politikeren. Han bad derfor om at få sagen behandlet i Byrådet med en ændring i hans oprindelige forslag. - Jeg vil hellere bevare mit forslag, men skifte ordlyden muslimske miljøer ud med religiøse miljøer for, at kontrollen ikke skal gå ud over alle. Politikeren forklarer, at han sandsynligvis stemmer ja til flertallets forslag, når det kommer i Byrådet, hvis hans eget ikke bliver vedtaget.
Skærpet tilsyn
Forvaltningen har hele tiden kunnet undersøge foreningerne i Roskilde via stikprøvekontrol, men Roskilde Kommune fører ikke rutinemæssig kontrolbesøg af de frivillige folkeoplysende foreninger. Kommunens folk tager ud og besøger foreninger på baggrund af konkrete vurdering. Den seneste medieomtale kan give anledning til, at forvaltningen skærper tilsynet med udvalgte foreninger, skriver Kulturforvaltningen. ag@roskildeavis.dk