S slår plat på Stændertorvet
SF's Birgit Pedersen rasende efter uddeling af røde roser med billede af Joy Mogensen
- Socialdemokraterne slår plat på det nye Stændertorv, som vi har været mange sammen om at skabe. Det er så usselt og elendigt. SF's byrådsmedlem Birgit Pedersen, der også er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i kommunen, var rasende over, at Socialdemokratiet delte roser med et billede af borgmester Joy Mogensen ud, da det nye torv blev indviet lørdag formiddag. Birgit Pedersen fremhæver, at fire partier var med til at gennemføre beslutningen om den store renovering af torvet, nemlig Socialdemokratiet, SF, Radikale og Konservative. Det var lige nok til et flertal på en stemme i byrådet. Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte mod det nye Stændertorv med forskellige begrundelser. - Jeg synes, det er noget svineri, at S nu prøver at tage æren for det nye torv, når fire partier stod bag. Hver eneste stemme talte, for det blev lige nøjagtigt vedtaget med et flertal på en, forklarer Birgit Pedersen.