Tag rundt på Køge Kunstrute i Pinsen
Igen i år er der udstilling på Kunstruten i Køge området i pinsen d. 15. og 16. maj. Der er al mulig grund til at besøge nogle af de mange kunstnere
Besøg f.eks. emaljekunstner Tom Lundsten, Munkeageren 17 ved Ølsemagle. Det er anden gang, Tom Lundsten udstiller i Kunstrutens regi. Tom Lundsten fremstiller smykker og skåle i emalje, og han udtaler, at han er den eneste i Danmark, der arbejder med skåle. Interessen herfor opstod, da han for mange år siden besøgte forskellige kunsthåndværkermarkeder i England og her blev betaget af sølvsmykker i intense emaljefarver. Tom Lundsten fandt ud af, at der var to foreninger i England, der beskæftiger sig med emalje og meldte sig ind i begge. I dag er han formand for den ene af dem.
Derudover stiftede han en forening i Danmark. Denne tæller ca. 22 medlemmer. Tom Lundsten har taget et utal af kurser i England for at dygtiggøre sig i teknikker med emalje med henblik på at lave smykker og skåle. Desuden underviser han andre både på sin bopæl, og på Ravstedhus i Sønderjylland. Han fortæller, at han laver graveringer i alle smykker, hvilket får en helt særlig lysreflektion frem i smykkerne. I forbindelse med sine skåle fortæller Tom Lundsten:
”Brænding af emalje på kobber ved ekstra høj temperatur og i ekstra lang tid giver overraskende resultater og effekter, som kan ses på mine bægre og skåle.”
Tom er inspireret af Art Nouveau, og alle arbejder er unika.
Trædrejning
Du kan også møde de tre trædrejere Jens-Ole, Bjørn og John på Knapmagervej 2, v/ Egøje v/Køge, hvor der vil være arbejdende værksteder i en pavillon i haven. Det er første gang, de tre herrer udstiller i Kunstruteregi. De arbejder forskelligt, og har lært trædrejning på meget forskellige måder.
Bjørn er overfladebehandlingsspecialist, og har arbejdet med træ- og træteknologi hele sit liv. Han lærte trædrejning i Japan for knap 45 år siden, og har siden udviklet sine egne, fødevaresikre træolier og polerbare vokser til drejede træemner.
Jens-Ole begyndte med trædrejning på et FOF kursus tilbage i 1993, og har siden taget kurser løbende. Derudover underviser han selv nogle hold i trædrejning i løbet af vinteren i Husflidsforeningen i Herfølge. Han drejer skåle, tallerkener, kuglepenne, lampeskærme, sukkerskåle, olielamper m.m.
John er den nyeste i faget. For år tilbage drejede han nogle ting bl.a. flagknopper. Han har arbejdet med IT i sit professionelle liv. Først da han gik på pension for fire år, siden tog han igen fat på trædrejning. Og nu er han helt opslugt af det, som han siger. Han lægger vægt på, at hver ting, han drejer, er unika. Han laver bl.a. æg, humørfugle, kuglepenne og skåle.