Fortsæt til indhold

Dronningen skal se på møbler i Årre

Kvist Industries i Årre er en af de virksomheder, der får royalt besøg i starten af juni

Arkiv
Arkiv

Alle danskere kender møblerne, men at de produceres hos Kvist Industries A/S i Årre ved kun ganske få.

Dronningen vil i forbindelse med sit sommertogt-besøg i Varde Kommune få lejlighed til at se produktionen og de mange danske møbelklassikere og nyere design møbler, som bliver produceret hos Kvist Industries i Årre. De fleste danskere kender møblerne og selv i udlandet er møblerne anerkendte og populære for såvel danske design, som godt dansk håndværk.
Møbler tegnet af Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Nanna Ditzel, Poul Volther, Arne Jacobsen og Piet Hein er blot nogle af de klassikere, som produceres hos Kvist, men også nye designere får plads

”Vi producerer møbler til folket, men det fantastisk at Kongehuset viser interesse. Vi glæder os til besøget og er sikker på, at såvel dronningen, som byens borgere får en god oplevelse”, siger salgsdirektør og medejer Michael Kvist i en pressemeddelelse.

Det er ikke kun Kvist Indutries, der vil trække i festtøjet den 3. juni, når majestæten kigger forbi - der skal festes i hele Årre.

”Byen bakker op med flag alle gennem skolegade, og der bliver mulighed for at se dronningen i forbindelse med den officielle modtagelse ved fabrikken på Siggårdsvej, hvor en elev fra Årre skole vil overrække hende en buket blomster,” afslører Michael Kvist.

Kvist Industries sender mere end 10.000 stole og 1.000 borde på markedet hver uge. Langt de fleste leveres ud fra fabrikkerne i Årre, hvor der er mere end 125 medarbejdere.

Foruden Danmark har Kvist Industries også produktion Letland. Møblerne markedsføres og distribueres globalt, men hovedkontoret med udvikling, salg, administration ligger fortsat i Årre, hvor virksomheden i 2017 kan fejre 50 års jubilæum.