Nye navne til Radio Køge Open Air
Onsdag d. 31. august 2016 vil Radio Køge præsentere en perlerække af de artister du kender fra radioen til endnu en udgave af Radio Køge Open Air
Radio Køge Open Air er et gratis arrangement, der ligger om onsdagen under Køge Festuge.
”I samarbejde med Køge Festuge og vores sponsorer er det nu blevet muligt at stable endnu en fest på benene. Vi bestræber os på, at det skal være en fest for alle, og derfor prøver vi også at sammensætte et program, der henvender sig så bredt som muligt,” siger Martin Andersen.
Black Dylan og Wafande solo
Wafande er gået sammen med den danske producer Nuplex om projektet Black Dylan. Projektet viser en hidtil uhørt side af Wafandes musikalitet, en lyd, som er inspireret af den amerikanske soul-tradition og ikke mindst hans nye makker. De har sammen udgivet tre singler og kan altså opleves live på Køge Torv til august. Men Wafande giver også en særskilt optræden solo med hans danske hits.
Linse Kessler og Ronnie Garner
Der bliver fornemt besøg fra Bryggen på Køge Torv. Linse Kessler har igen været i studiet sammen med Ronni Garner og med hjælp fra Muri & Mario. De har lavet sangen ‘Du ikk' den hurtigste knallert på molen'.
Tidligere har de også sammen indspillet 'Lidt for blond'. Så der skal nok blive gang i Køge Torv når de indtager scenen til sommer.
Allerede afsløret
Muri & Mario, Fenger//Nordstrøm samt beatboxeren Thorsen, der vandt ”Danmark Har Talent” 2015, er allerede afsløret som navne til Radio Køge Open Air. Årets program er ikke komplet endnu, og der vil derfor løbende henover foråret og sommeren blive afsløret flere navne.